Facebook er kongen af sociale medier, mens Snapchat er dronningen. Dog bruger de fleste virksomheder ikke Snapchat. Det skyldes måske, at jeres målgruppe er for gammel. Samtidig har mange virksomheder svært ved at forstå, hvorfor man skal bruge tid på indhold, som forsvinder efter kort tid.  

Jeg møder ofte virksomheder, som gerne vil have, at jeg starter deres Snapchat og laver noget indhold i et par uger. Problemet er bare, at Snapchat ikke bygges op på et par uger. Det kræver, at man bliver ved med at lægge indhold op – ikke kun hist og her. Hvis man hyppigt lægger relevant indhold op, kan man regne med at have opbygget en fornuftig følgerskare efter et års tid.

Hvordan bruger man Snapchat optimalt?

Jeg har selv haft ansvaret for Snapchat i København Kommune. Efter at have styret den i et års tid har jeg lært følgende:

Snapchat skal være personlig, uformel og der skal være varieret indhold.

En virksomhed, som jeg personligt synes er havnet i en faldgrube, er DSB. De lægger indhold op, som ofte bygger på interne jokes, og for meget af deres indhold er nærmest ens.

Hvordan undgår man at havne i en faldgrube og miste grebet om Snapchat?

En måde at imødekomme det ensformige er ved at give stafetten videre. Med det mener jeg, at man kan få arrangeret såkaldte takeovers. Kort sagt giver du dine Snapchatoplysninger til en anden person, som gør reklame for dine produkter eller tilbud på din Snapchat. I Københavns Kommune havde vi blandt andet en 10. klasse, som skulle fortælle om, hvordan det var at gå i netop 10. klasse. Vi har også været med på Rådhuset, hvor HørtUngdom holder til. Når du arrangerer en takeover og lader en anden overtage profilen, er det ligesom at spille Lotto. Nogle gange vinder du – andre gange taber du. Men uanset udfaldet vil du altid prøve igen. Hvis du vinder og finder en god snapper, skal du udnytte det og spørge vedkommende en anden gang, om han/hun vil snappe. Hvis det bliver en dårlig snapstory, må du vente lidt til næste takeover, men så prøve lykken igen. Takeoveren kan også være en god måde at få fortalt, at eksempelvis Københavns Kommune har en Snapchat. Vedkommende, som overtager snappen i en dag, vil højest sandsynlig fortælle videre til sine klassekammerater, venner og familie, at de skal se med den pågældende dag. Dermed vil flere mennesker kende til profilen og det eksakte brugernavn.

Hvordan kommer din virksomhed i gang?

Din opgave som kommende snapper i en virksomhed er at have opbakning fra ledelsen, tid, content, en powerbank, en snapblyant, en god telefon med et godt kamera og en ekstern mikrofon. Derudover skal du være opmærksom på at udnytte højtider og sørge for at få ‘brainstormet’ indhold med andre i virksomheden en gang om ugen.

Snapchat har nærmest ingen begrænsninger – så vær kreativ. Du kan fx lave konkurrencer, bruge humor og sørge for at interagere med dine følgere. Alt dette vil give dig flere (glade) følgere og have en effekt. For at ovenstående skal virke, bør du altid lave en plan, inden du skal ud at snappe. Selvom planen som regel ændrer sig, er den god at have for at bevare den røde tråd. Desuden er tiden alfa og omega, da det tager tid at lave en snap, som virkelig skal fange de unges interesse. Det er her, at du skal finde det gode motiv og udnytte Snapchats værktøjer.

Effektmåling er svært

På Facebook og LinkedIn er der mange muligheder for at se effekten af det indhold, som lægges op. Ulempen ved Snapchat er, at der indtil videre ikke findes et gratis program, som kan måle effekten. Derfor skal man manuelt tælle, hvor mange følgere man har, og det er svært at se, når man bliver slettet. Du kan dog slippe for hovedpinen ved at gøre det hele manuelt, hvis din virksomhed vil bruge nogle penge på et eller flere tilkøbsprogrammer.

Completion Rate er en måde at måle effekten. Med andre ord ser man på, hvor mange af ens følgere, der har set ens snapstory fra start til slut. En god CR er mellem 75 % til 100 %. Det siger alligevel ikke så meget, da længden på snaphistorien kan variere. Derfor er det naturligt, at færre vil se en sekvens på 2 minutter til ende kontra 20 sekunder. Men en visningsrate på 30-40 % af ens samlede antal følgere, som har set ens historie til ende, er ganske fint. Det er helt naturligt, at man ikke kan få følgerne til at se alt indhold, man lægger op.

Fakta om Snapchat

Snapchat har over 166 millioner daglige aktive brugere og over 300 millioner aktive brugere. Og hver evig eneste dag bliver der sendt omtrent 400 millioner snaps. 54 procent af brugerbasen er daglige brugere af Snapchat. Og brugerne er ikke bange for at logge på mediet. Hele 18 gange om dagen hopper den gennemsnitlige snapper på mediet. Og der spenderes cirka 25-30 minutter på at tjekke snaps hver dag!

Der ligger altså en guldgrube, hvis din virksomhed formår at bruge mediet rigtigt. Virksomheder, som har formået at udnytte mediets potentiale, er blandt andet TV 2 og Northside. Så hvis I gerne vil have fat i en ung målgruppe mellem 15 til 30 år, er det bare om at komme i gang – også selvom det kan virke uformelt og kan være svært at måle effekten.

God fornøjelse og happy snapping!

Previous Next
Close
Test Caption
Test Description goes like this